Min søn Lukas flyttede hjemmefra i august.

Det var planlagt, det var på tide, han var 22 og havde fået et studiejob i Odense. Alligevel stod jeg i hans tomme værelse med en støvsuger og kunne ikke få mig selv til at tænde den. Der lugtede stadig af ham. Af den der billige deodorant fra Normal og af vådt håndklæde, han aldrig fik hængt op.

Jeg fandt en kasse under sengen.

Den var af brun pap og havde stået der i årevis. Jeg trak den frem, satte mig på gulvet og åbnede den. Inde i kassen lå der tegninger. Gamle, gulnede tegninger fra børnehaven, fra fritidsordningen, fra de der regnfulde søndage, hvor vi bagte boller og farvelagde dinosaurusser. Der var en med en rød bil og en sol i hjørnet. Der stod: Til mor.

Jeg græd ikke. Jeg satte mig bare der på gulvet med den røde bil i hånden og tænkte på, at 22 år var både en evighed og ingenting.

Min mand Henrik var på arbejde. Han vidste godt, at Lukas var flyttet, men jeg tror ikke, han forstod, hvad det gjorde ved mig. Han sagde: Du må glæde dig over, at han er blevet selvstændig. Og det gjorde jeg jo. Men jeg havde også ondt i brystet af savn.

Om aftenen kunne jeg ikke sove.

Jeg lå ved siden af Henrik og lyttede til uret i stuen. Det var oldemors, og det slog for hvert sekund. Jeg tænkte på Lukas. På hans hænder, der var større end min fars nu. På dengang han var fem og ikke kunne sove uden at jeg sad hos ham.

Jeg tog min telefon.

Min kollega Sanne havde nævnt det i frokostpausen. Hun sagde, at hendes mand spillede indimellem. Ikke meget, bare når han kedede sig. Hun kaldte det spil uden rofus . Jeg havde tænkt, at det lød som noget for unge mennesker. Ikke for mig.

Jeg var 49. Jeg havde aldrig spillet om penge.

Alligevel tastede jeg det ind. Spil uden rofus. Siden åbnede med en grøn baggrund og nogle enkle ikoner. Jeg oprettede mig på to minutter. Satte 300 kroner ind. Det var dét, jeg havde brugt på en buket blomster til min mors grav ugen før.

Jeg valgte et spil med skove og elge. Det hed Northern Lights. Jeg trykkede på spin. Der kom nordlys over skærmen. Så nogle bjørne. Jeg trykkede igen. Og igen.

Klokken halv tre vandt jeg 2.800 kroner.

Jeg stirrede på skærmen. 2.800 kroner. Det var et flyttegods til Odense. Det var en god middag på en restaurant, Lukas og jeg aldrig fik prøvet. Det var en weekend i sommerhus, hvis vi delte.

Jeg hævede pengene med det samme.

Næste morgen ringede jeg til Lukas. Han sagde hej mor, hvad så? Jeg sagde: Jeg kommer på besøg i weekenden. Han sagde: Okay, men mit værelse er ret tomt. Jeg sagde: Det gør ikke noget.

Jeg kørte til Odense lørdag formiddag. Havde købt en ny dyne og pude til ham, fordi han havde nævnt, at den gamle var for tynd. De lå i en pose på bagsædet ved siden af en kasse med hans tegninger. Jeg havde taget dem med. Tænkte, at han skulle have dem.

Han boede på en sidevej nær banegården. Værelset var lille, med skråvægge og et vindue ud mod en baggård. Han havde hængt en plakat op med et band, jeg ikke kendte. Dynen passede perfekt.

Jeg gav ham kassen med tegningerne. Han kiggede på den et øjeblik. Så grinede han. Sagde: Den der med bilen, den tegnede jeg, da du havde glemt at hente mig i børnehave. Jeg sagde: Jeg glemte dig ikke. Jeg var bare forsinket. Han sagde: Det er det samme.

Det er det ikke, tænkte jeg. Men jeg sagde det ikke.

Vi gik ud at spise om aftenen. Jeg betalte. Han spurgte, om jeg havde fået lønforhøjelse. Jeg sagde: Noget i den stil. Han kiggede på mig med sine store øjne, de samme som da han var fem. Sagde: Mor, du lyver. Jeg sagde: Ja. Men det er en god løgn.

Jeg fortalte ham om den nat med elgene og nordlyset. Om spil uden rofus og 2.800 kroner og dynen og tegningerne og alt det, jeg ikke kunne sige i telefonen. Han lyttede uden at afbryde. Da jeg var færdig, sagde han: Har du spillet siden?

Jeg sagde: Nej.

Han nikkede. Sagde: Godt.

Vi gik tilbage til hans værelse. Han stillede kassen med tegningerne på reolen ved siden af en stak studiebøger. Jeg så, at den røde bil lå øverst. Jeg tænkte på, hvordan 300 kroner kunne blive til 2.800 på en nat. På hvordan en kasse med gamle tegninger kunne rejse fra Valby til Odense og stadig betyde noget.

Jeg kørte hjem søndag aften. Det regnede. Motorvejen var mørk, og jeg tænkte på alle de gange, jeg havde kørt den vej med Lukas på bagsædet. Han plejede at falde i søvn med hovedet mod vinduet. Jeg kunne se ham i bakspejlet.

Nu sad han i Odense med en ny dyne og en gammel tegning af en rød bil.

Jeg har ikke spillet siden. Ikke fordi jeg er bange for at blive afhængig. Bare fordi jeg ikke har haft brug for det. Det var aldrig pengene, jeg jagtede. Det var følelsen af, at verden kunne overraske mig. At der stadig var ting, der skete, selvom Lukas var flyttet.

Min mand sagde i morges, at han savnede larmen. Jeg sagde: Det gør jeg også. Han sagde: Men det bliver bedre. Jeg sagde: Ja. Det ved jeg.

Og det gør det jo.

Ikke fordi savnet forsvinder. Men fordi man lærer at pakke det ind i noget andet. I en ny dyne. I en kasse med gamle tegninger. I 2.800 kroner, der kom fra ingenting og blev til en weekend i Odense.

Lukas ringer hver søndag. Han fortæller om sine studier og sin roommate, der aldrig vasker op. Jeg fortæller om haven og om naboen, der fik killinger. Vi taler om vejret og om, hvornår vi skal ses næste gang.

Han spurgte aldrig igen, om jeg spillede.

Jeg tror, han ved, at det ikke er nødvendigt længere.